5 tips til nybegyndere på Twitter!

bambi-elephant_twittertips

Dorte Toft´s gode initiativ har vi samlet 5 trin man med fordel kan starte med som ny på Twitter. Derudover opfordrer vi Twitter som community til at udpege de emner der er relevante omkring brugen af Twitter. Dette gøres ved at skrive twitterbogen som tag på Delicious og på Twitter med #twitterbogen. Dette samles på twitterbogen.dk sammen med den øvrige dialog.

  1. Når du opretter dig, så angiv dit fulde navn, links til din blog eller andre links til baggrundsviden, dit billede samt en bio så man ved hvilke interesser du repræsenterer. Dette tegner et billede af dig som Twitter bruger og det er på baggrund af denne viden og dine tweets man beslutter om man ønsker at følge dig!
  2. Start med at skrive 5-10 tweets, dels for at finde din egen stil og stemme, og dels for at give potentielle followers en fornemmelse af det du bidrager med. Giv endelig ikke op, som med alt andet kan enhver begyndelse være svær.
  3. Find ud af hvilke personer du ønsker at følge. En god måde er at søge på Twitter efter emner der interesserer dig, og vælge de personer der skriver om disse emner. Der findes en lang række værktøjer som kategoriserer brugere efter lokation, interesser m.m. Ønsker du at følge danske Twitter brugere, kan de findes på Tweetr. Vil du se nogle af de Twitter brugere med flest followers i Danmark, ses det på Twitter Elite. Ellers er Google et godt alternativ, søger du nogen specifikt så skriv deres navn efterfulgt af Twitter: eks. "Dorte Toft Twitter", så vil Google vise linket til hendes profil på Twitter og man kan hoppe direkte ind og "follow" (abonnere på hendes tweets).
  4. Skal man skrive på dansk eller engelsk? Ønsker man udelukkende dansk dialog og followers er dansk vejen frem. Min personlige holding er at med engelsk som primært sprog, åbner du samtidig vinduet til verdenen, hvilket giver nye vinkler, links til viden og en mangfoldighed man ikke før har haft samme adgang til.
  5. Brug Twitter til at få mere viden om dine interesser, og udnyt den globale scene. Når du først har en række followers (personer der følger dine tweets), kan du med fordel bruge Twitter til at stille spørgsmål, og spare tid på research eller blot få nye vinkler fra hele verden om det der optager dig. Med Twitters enkle ramme er Twitter hvad du gør den til, find eventuelle rollemodeller og se hvordan de bruger Twitter. Et par af mine favoritter: @dortetoft, @karinhoegh, @ffunch, @leebryant, @redsoda og @nitoen. Gå ind og se dem de følger og inden længe har du din egen skare af folk du følger, og sådan får man ofte selv followers retur.

Jeg håber du med disse 5 trin kan forkorte din vej til værdi på Twitter. Ønsker du mere viden udgiver vi sidst i juli e-bogen og sidst i august bogen "Twitter - massekommunikation på 140 tegn" som giver mere viden om hvordan man opnår værdi med Twitter hvad end man er privatperson, offentlig profil som f.eks. politikker, organisation og virksomhed.

Kom endelig med flere kommentarer og andre gode ideer til nye brugere på Twitter!

Update: Dorte Toft fortsætter med Smitsom viden.